Tabgha

Billedet fortæller historien, som vi har hørt den tusind gange. Det er en af de historier vi hører helt fra barns ben af, om hvordan Gud forsørger os, når vi ikke selv har mulighed for det.
Men det er langt fra hele fortællingen;
Vi starter i Johannes 6,1-15, det er fortællingen, som vi kender den. Da Jesus ser, at den folkeskare, som der har samlet sig om ham, mangler mad, sætter han sig for at give dem mad. Filip konstaterer, at selv 200 denarer(ca. 200 dages løn), ville være for lidt til at brødføde alle de mennesker, som ønskede at møde Jesus. Andreas kommer nu med noget brød og fisk, og giver det til Jesus. Jesus velsigner/takker for brødet, og beder disciplene dele ud af det. Og så går det som vi kender historien, folk bliver ved med at spise og alle 5000 mænd + kvinder og børn bliver mætte, og alligevel har de 12 kurve til overs, da de bliver færdige med måltidet.
Den første ting som springer i øjnene er forskellen mellem Filip og Andreas. Teksten gør det oven i købet klart, ”Men det sagde han for at sætte ham på prøve”, Jesus ønskede at vide hvor meget Filip troede, at Jesus var i stand til. Og resultat var ikke prangende, den tørre konstatering; vi kan arbejde et år, og kun lige have nok.  Det var vist ikke det svar Jesus søgte, og ind træder Andreas. Ikke den store optimisme, ”Der er en lille dreng her, han her fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?”, man kan fornemme Andreas’ umiddelbare opgivelse overfor projektet. Men det holder ham ikke fra at præsentere, det han kan skaffe for Jesus. Og hvilket resultat, en af de allermest kendte begivenheder i verdenshistorien, kom af en lille ”gave” til Jesus. Og den indstilling må vi tage til os, at ingen gave er for lille til, at Gud kan bruge den til noget stort. Vi må aldrig lade Fjenden friste os til at se på situationen med verdens øjne, og se, at uanset hvad vi gør, kan vi intet stille op, overfor de behov vi møder. Intet behov er for stort, og ingen gave er for lille.
Desuden giver Jesus en af sine mere klare taler om, hvad der egentlig foregik den dag, det sker nemlig, da skaren igen opsøger ham i vers 22 og frem. Så læs det, ellers giver miraklet kun midlertidig trøst, men i Jesu ord er, der en evig trøst at hente for dem, der sulter. 

Cæsarea Filippi

Cæsaera Filippi er særligt interessant af én særlig grund i forhold til mange andre byer og steder vi hører om i Evangelie-teksterne. Vi vil følge historien hos Markus.  Vi finder Cæsarea Filippi i Markus 8;27. Inden vi går ned i teksten er det måske en idé at få fat i konteksten.
Vi kommer ind midt i en stime af fortællinger om, hvordan Jesus rejste rundt i Galilæa og Tyrus og gjorde undere blandt befolkningerne der.  Vi er altså i gang med at følge Jesus i hans ”prime” af popularitet.
Jesus udnytter den situation til at begynde at åbne disciplenes øjne op for, hvad det er Jesus virkelig skal gøre. Han vil ikke lade omverdens pris være afgørende for deres billede af ham.  Han starter med at stille dem et spørgsmål: ”hvem siger folk, at jeg er?”. Det her er næppe et udtryk for, at Jesus var i tvivl om, hvad rygterne rundt omkring sagde om ham, men er det var et spørgsmål, som skulle få disciplene til at tænke over, hvem det var, de fulgte efter, og hvorfor. Svarerne peger i alle mulige retninger, nogen mener Jesus er Johannes Døberen opstået fra de døde(jf. Mark. 6,14), andre at Jesus var Elias, som ifølge skrifterne skulle komme igen før Messias(Jf. Mal 3,23). Og sidst er der gruppen, som mener, at Jesus er endnu en profet sendt til at omvende folket. Til sidst svarer Peter, at han mener, at Jesus er Kristus. Vi hopper lige over til Matthæus’ beretning i kapitel 16,17. Her får vi Jesu svar på Peters bekendelse: ”Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.” Allerede her, hvor vi første gang hører Jesus omtalt som Kristus, bliver det slået fuldstændig fast:
Troen kommer fra Gud og Gud alene.
Alle de andre mennesker, der havde set og hørt om Jesu gerninger, de drog den konklusion, at han måtte være en eller anden form for profet. Selv et liv så vildt som Jesu, var ikke vidnesbyrd nok til at skære det ud i pap. Og det må vi, der følger ham i dag huske, når de, der så Jesus her på jorden, ikke engang formåede at se ham, som Kristus, hvor meget mindre kan vi så bebrejde de mennesker i dag, som ikke tror på ham.

Herefter går Jesus i gang med at forklare disciplene, hvad det betyder at han er Kristus. Han gør det klart, at hans mål er døden og opstandelsen fra de døde. Det vigtigste disciplene skulle forstå var dette, Jesus kom for at dø og for at genopstå. Det er meget nemt for os at slå det her væk som en selvfølge, men på den tid var det fuldstændig banebrydende: Alle Kristus-forventningerne i det jødiske folk gik på en folkehelt, som skulle befri Israel fra Romerriget og gøre Israel til den stormagt, som det var under David og Salomo.
Herefter går Jesus endnu videre i sin kamp mod de falske forventninger. ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.” De her ord er i nærheden af de mest kontroversielle ord nogensinde sagt. Vi forstår på ingen måde hvor vanvittigt det må have lydt i tilhørernes øre. Vi er før Jesu død på korset, vi er lang tid før korset er blevet et eller andet sødt smykke vi kan bruge som symbol på vores tilhørsforhold til Jesus. Korset repræsenterer samfundets værste forbrydere, korset er den ultimative ydmygelse af de mennesker, som har vist foragt for samfundet. I dag ville korset være tiltænkt folk som Hitler, Sadam Hussein, Murmar Gadaffi osv. Det er de mennesker, hvis handlinger vi ikke kan forsvare, hvor meget vi end forsøger.  Jesus kalder her tilhørerne til at acceptere at blive betragtet som samfundets fjender eller give op på at følge ham.  Det samme kald har han til os, følg mig og mist al det samfundet kan give dig, din status, din økonomi, og som vi skal se, dit liv.
”For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det.” Det bliver vel ikke mere direkte, selvom vi kan forsøge at blødgøre Jesu tale, og komme med en masse flotte udlægninger, står hans ord tilbage, hvis du forsøger at frelse dit liv mister du det. Men hvis du giver afkald på dit liv på grund af Jesus og evangeliet, skal du frelse det. Den er virkelig ikke længere, det er hverken mere eller mindre end at overgive sig til Jesus.

Timna Park

Få steder i Israel har gjort så stort indtryk på mig som Timna Park.

Timna Park, tænker du, hvad er det nu lige det er??

Jo, Timna Park er et kæmpe område lige nord for Eilat, hvor man finder alt det, der gør, at jeg elsker Israel. Du kan tage på udforskning i Tabernaklet, og forundres over Guds evne til at fortælle sin Frelseshistorie gennem noget så utiltalende som et telt og nogle religiøse remedier.

”Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til.” Herbræerne 9;11

Eller du kan tage på en 3-4 timers vandretur op ad selve Mount Timna, og nyde udsigten ud over dalen, og på en god dag til Eilat. Eller bare nyde de mange små ture, forbi en paddehatteskyformet-klippe. En tur ind gennem et bjerg og ud gennem en wadi. En tur ned i nogle huler med masser af klaustrofobiske gange, hvor du nemt bliver forvirret. Ja, mulighederne er mange, og alt er et kæmpe eksempel af Guds fantastiske evne til at åbenbare sig for os.

”Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både Hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger.” Romerbrevet 1;19-20

Ein Gedi

Ein Gedi

VELKOMMEN TIL ”PARADIS PÅ JORD”.

Her midt i ørkenens golde landskab findes en oase uden lige. Flere timers vandreruter op og ned at golde bakker, ned i vandløb, ind i små skove af træer osv. En naturoplevelse helt, helt ud over det sædvanlige.  Her knap én kilometer fra Det Døde Hav, ligger den lille oase Ein Gedi bestående af to wadier(vandløb der løber gennem bjergene i en kløft), Wadi David og Wadi Arugot. Arugot er den største af de to, og byder på en fantastisk vandretur på ca. 2 timer(uden stop), og undervejs er der adskillige pools af det lille flodløb, der løber igennem wadien året rundt, og der er også enkelte vandfald. Inderst inde støder man på et sidste vandfald, der falder fra toppen af bjerget, der omgiver Ein Gedi. David er noget mindre, men byder på samme fornemmelse, som Arugot. Man går rundt i gold ørken, men alligevel er der hele tiden tilstedeværelsen af rislen fra det lille vandløb. Her er ligeledes et hav af små pools, man kan ligge og nyde, og evt. tage en tur i massage i form af et vandfald.

Men hvad har alt dette så lige med Bibelen og gøre, for vi er jo på tur med Bibelen som guide.

1.  Samuelsbog 24 fortæller historien, om hvordan David skåner Sauls liv, efter at Saul var gået ind i hulen, hvor David og hans mænd gemte sig.  David bliver opfordret af sine mænd til at dræbe Saul, ud fra den profeti David havde fået i v. 5 ”Jeg giver din fjende i din hånd, så du kan gøre ved ham, hvad du vil.”  Og David viser her sin retfærdighed frem på smukkeste vis. Han skåner Sauls liv, fordi han ved, at Gud vil dømme dem imellem, og at David i sidste ende skal få tronen, som han er blevet lovet. David giver i den grad et forbilledligt eksempel på Jesu bud i Luk. 6;27-28, for Saul forsøgte i den grad at gøre livet surt for David.

Desuden giver dette sted en helt fantastisk forståelse af Salme 23. ”Han leder mig til det stille vand” har en helt særlig betydning her på kanten af bjergene, der knejser over Arava-dalen. Når regntiden kommer, er der hele vejen langs Det Døde Hav store vandfald, der falder ned fra bjergene og bruser gennem de mange udtørrede Wadier, der løber ned til havet.  Dette er et storslået scenario, som desværre også er dødsensfarligt, disse flodbølger af vand, der kommer, er ikke en konstant strøm, men samler sig i såkaldte ”flood-waves”(søg på youtube for eksempel). Dette betyder, at man kan blive fanget i wadi’erne og skyllet væk af vandet, og enten ud i Det Døde Hav eller ind i de kæmpe klippemure, der omgiver wadi’erne. Men sådan er Ein Gedi ikke, her løber der vandet året rund, og derfor kan ”det stille vand” sagtens have været Ein Gedi’s stille vand, som modsvar til de kæmpe flodbølger, som også dengang formegentlig har været genstand for mange dødsfald.

Desuden er Ein Gedi virkelig et af de steder, hvor man kan føle Guds nærvær i naturen: at sidde midt i fantastisk natur og nyde stilheden(nok desværre kun i Arugot), og lytte til Guds stemme midt i imellem fuglkvidre og rislenede vand. Ein Gedi er et sted, hvor Gud virkelig har vist, at Jorden ikke bare skulle være til for, at vi kunne leve. Men at Han ønsker at give os en fantastisk natur, der rummer de vildeste modsætninger lige ved siden af hinanden.

Et lille udsnit af den fantastiske udsigt op i de golde bjerge   

Og så et lille vandløb lige nedenunder en

"The Hidden Waterfall" som ligger halvvejs inde i Wadi Arugot

Saligprisningernes Bjerg

Første sted vi skal beskæftige os med er Saligprisningernes Bjerg. Beliggende lige nord for Geneserats Sø ligger "The Church of Beatitudes" eller Saligprisningernes Kirke, bare følg 90'eren fra Tiberias, og så kommer den kort efter vejen til Kefar Nahum. Her har man fra senest det 4. århundrede ment, at Jesus skulle have holdt bjergprædikenen. Kirken ligger som stednavnet indikerer på toppen af et bjerg. Herfra går en lang skråning ned til Geneserats Sø, og ikke langt derfra ligger Kapernaum(Kefar Nahum), hvor Jesus tog til efter bjergprædikenen. Om det skulle være her er svært at be- eller afkræfte, men det ville ikke være et dårligt sted at vælge, om end der er andre ligeså oplagte muligheder(det er en generel tendens for diverse kirker i Israel).
Selve kirken er katolsk og bygget i midten af 1900-tallet, og er en af de nyeste "holy"-sites kirker i landet. Forinden har der ligget en Byzantinsk kirke fra det 4. århundrede. Kirken er opbygget oktagonalt, med hver kant som symbol på de otte saligprisninger. Omkring kirken er der anlagt nogle haver med bænke, og et par steder, hvor man kan fejre messe. I forbindelse med kirken er, der et kloster, hvor de ansvarshavende nonner lever.
Selve bjergprædikenen er hovedsaligt kendt for saligprisningerne, og er desuden også stedet, hvor mange "bløde" teologer finder belæg for deres ønske, om at gøre Jesus/Gud til en blød og alt-tilgivende gud. Dette skyldes, at vi her finder både budene om at vende den anden kind til, elsk din fjende, og gør mod din andre, som du vil de skal gøre mod dig. Til gengæld gør Jesus det også her utrolig klart, at det ikke er enhver, der skal forstå ham, da den brede vej til Livet, i virkeligheden fører til fortabelsen, og den snævre vej fører til Livet. Altså siger Jesus, at de fleste vil gå fortabt, da de ikke følger den hårde og vanskelige vej til Livet, men lader sig forføre af den nemme vej i fortabelsen. Hele bjergprædikenen finder du i Matthæusevangeliet kapitel 5-7, og desuden har Lukas et uddrag med i kapitel 6;20-49. Lukas har desuden "veråbene" med, som af uransalige årsager er blevet mindre populære.(sarkasme kan forekomme)

Her ses udsigten fra bjerget ned mod søen, og det var her man mente, at skarerne sad under Jesu undervisning

Her Ses Kirken forfra, det er svært at skimte formen, da der er bygget en kvadratisk platform rund om

Et lille eksempel på en tavle, hvor de otte saligprisninger står på latin rund om i haven