Billedet
fortæller historien, som vi har hørt den tusind gange. Det er en af de
historier vi hører helt fra barns ben af, om hvordan Gud forsørger os, når vi
ikke selv har mulighed for det.
Men det er langt fra hele fortællingen;
Vi starter i Johannes 6,1-15, det er fortællingen, som vi kender den. Da Jesus ser, at den folkeskare, som der har samlet sig om ham, mangler mad, sætter han sig for at give dem mad. Filip konstaterer, at selv 200 denarer(ca. 200 dages løn), ville være for lidt til at brødføde alle de mennesker, som ønskede at møde Jesus. Andreas kommer nu med noget brød og fisk, og giver det til Jesus. Jesus velsigner/takker for brødet, og beder disciplene dele ud af det. Og så går det som vi kender historien, folk bliver ved med at spise og alle 5000 mænd + kvinder og børn bliver mætte, og alligevel har de 12 kurve til overs, da de bliver færdige med måltidet.
Den første ting som springer i øjnene er forskellen mellem Filip og Andreas. Teksten gør det oven i købet klart, ”Men det sagde han for at sætte ham på prøve”, Jesus ønskede at vide hvor meget Filip troede, at Jesus var i stand til. Og resultat var ikke prangende, den tørre konstatering; vi kan arbejde et år, og kun lige have nok. Det var vist ikke det svar Jesus søgte, og ind træder Andreas. Ikke den store optimisme, ”Der er en lille dreng her, han her fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?”, man kan fornemme Andreas’ umiddelbare opgivelse overfor projektet. Men det holder ham ikke fra at præsentere, det han kan skaffe for Jesus. Og hvilket resultat, en af de allermest kendte begivenheder i verdenshistorien, kom af en lille ”gave” til Jesus. Og den indstilling må vi tage til os, at ingen gave er for lille til, at Gud kan bruge den til noget stort. Vi må aldrig lade Fjenden friste os til at se på situationen med verdens øjne, og se, at uanset hvad vi gør, kan vi intet stille op, overfor de behov vi møder. Intet behov er for stort, og ingen gave er for lille.
Desuden giver Jesus en af sine mere klare taler om, hvad der egentlig foregik den dag, det sker nemlig, da skaren igen opsøger ham i vers 22 og frem. Så læs det, ellers giver miraklet kun midlertidig trøst, men i Jesu ord er, der en evig trøst at hente for dem, der sulter.
Men det er langt fra hele fortællingen;
Vi starter i Johannes 6,1-15, det er fortællingen, som vi kender den. Da Jesus ser, at den folkeskare, som der har samlet sig om ham, mangler mad, sætter han sig for at give dem mad. Filip konstaterer, at selv 200 denarer(ca. 200 dages løn), ville være for lidt til at brødføde alle de mennesker, som ønskede at møde Jesus. Andreas kommer nu med noget brød og fisk, og giver det til Jesus. Jesus velsigner/takker for brødet, og beder disciplene dele ud af det. Og så går det som vi kender historien, folk bliver ved med at spise og alle 5000 mænd + kvinder og børn bliver mætte, og alligevel har de 12 kurve til overs, da de bliver færdige med måltidet.
Den første ting som springer i øjnene er forskellen mellem Filip og Andreas. Teksten gør det oven i købet klart, ”Men det sagde han for at sætte ham på prøve”, Jesus ønskede at vide hvor meget Filip troede, at Jesus var i stand til. Og resultat var ikke prangende, den tørre konstatering; vi kan arbejde et år, og kun lige have nok. Det var vist ikke det svar Jesus søgte, og ind træder Andreas. Ikke den store optimisme, ”Der er en lille dreng her, han her fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?”, man kan fornemme Andreas’ umiddelbare opgivelse overfor projektet. Men det holder ham ikke fra at præsentere, det han kan skaffe for Jesus. Og hvilket resultat, en af de allermest kendte begivenheder i verdenshistorien, kom af en lille ”gave” til Jesus. Og den indstilling må vi tage til os, at ingen gave er for lille til, at Gud kan bruge den til noget stort. Vi må aldrig lade Fjenden friste os til at se på situationen med verdens øjne, og se, at uanset hvad vi gør, kan vi intet stille op, overfor de behov vi møder. Intet behov er for stort, og ingen gave er for lille.
Desuden giver Jesus en af sine mere klare taler om, hvad der egentlig foregik den dag, det sker nemlig, da skaren igen opsøger ham i vers 22 og frem. Så læs det, ellers giver miraklet kun midlertidig trøst, men i Jesu ord er, der en evig trøst at hente for dem, der sulter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar