Tabgha

Billedet fortæller historien, som vi har hørt den tusind gange. Det er en af de historier vi hører helt fra barns ben af, om hvordan Gud forsørger os, når vi ikke selv har mulighed for det.
Men det er langt fra hele fortællingen;
Vi starter i Johannes 6,1-15, det er fortællingen, som vi kender den. Da Jesus ser, at den folkeskare, som der har samlet sig om ham, mangler mad, sætter han sig for at give dem mad. Filip konstaterer, at selv 200 denarer(ca. 200 dages løn), ville være for lidt til at brødføde alle de mennesker, som ønskede at møde Jesus. Andreas kommer nu med noget brød og fisk, og giver det til Jesus. Jesus velsigner/takker for brødet, og beder disciplene dele ud af det. Og så går det som vi kender historien, folk bliver ved med at spise og alle 5000 mænd + kvinder og børn bliver mætte, og alligevel har de 12 kurve til overs, da de bliver færdige med måltidet.
Den første ting som springer i øjnene er forskellen mellem Filip og Andreas. Teksten gør det oven i købet klart, ”Men det sagde han for at sætte ham på prøve”, Jesus ønskede at vide hvor meget Filip troede, at Jesus var i stand til. Og resultat var ikke prangende, den tørre konstatering; vi kan arbejde et år, og kun lige have nok.  Det var vist ikke det svar Jesus søgte, og ind træder Andreas. Ikke den store optimisme, ”Der er en lille dreng her, han her fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?”, man kan fornemme Andreas’ umiddelbare opgivelse overfor projektet. Men det holder ham ikke fra at præsentere, det han kan skaffe for Jesus. Og hvilket resultat, en af de allermest kendte begivenheder i verdenshistorien, kom af en lille ”gave” til Jesus. Og den indstilling må vi tage til os, at ingen gave er for lille til, at Gud kan bruge den til noget stort. Vi må aldrig lade Fjenden friste os til at se på situationen med verdens øjne, og se, at uanset hvad vi gør, kan vi intet stille op, overfor de behov vi møder. Intet behov er for stort, og ingen gave er for lille.
Desuden giver Jesus en af sine mere klare taler om, hvad der egentlig foregik den dag, det sker nemlig, da skaren igen opsøger ham i vers 22 og frem. Så læs det, ellers giver miraklet kun midlertidig trøst, men i Jesu ord er, der en evig trøst at hente for dem, der sulter. 

Cæsarea Filippi

Cæsaera Filippi er særligt interessant af én særlig grund i forhold til mange andre byer og steder vi hører om i Evangelie-teksterne. Vi vil følge historien hos Markus.  Vi finder Cæsarea Filippi i Markus 8;27. Inden vi går ned i teksten er det måske en idé at få fat i konteksten.
Vi kommer ind midt i en stime af fortællinger om, hvordan Jesus rejste rundt i Galilæa og Tyrus og gjorde undere blandt befolkningerne der.  Vi er altså i gang med at følge Jesus i hans ”prime” af popularitet.
Jesus udnytter den situation til at begynde at åbne disciplenes øjne op for, hvad det er Jesus virkelig skal gøre. Han vil ikke lade omverdens pris være afgørende for deres billede af ham.  Han starter med at stille dem et spørgsmål: ”hvem siger folk, at jeg er?”. Det her er næppe et udtryk for, at Jesus var i tvivl om, hvad rygterne rundt omkring sagde om ham, men er det var et spørgsmål, som skulle få disciplene til at tænke over, hvem det var, de fulgte efter, og hvorfor. Svarerne peger i alle mulige retninger, nogen mener Jesus er Johannes Døberen opstået fra de døde(jf. Mark. 6,14), andre at Jesus var Elias, som ifølge skrifterne skulle komme igen før Messias(Jf. Mal 3,23). Og sidst er der gruppen, som mener, at Jesus er endnu en profet sendt til at omvende folket. Til sidst svarer Peter, at han mener, at Jesus er Kristus. Vi hopper lige over til Matthæus’ beretning i kapitel 16,17. Her får vi Jesu svar på Peters bekendelse: ”Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.” Allerede her, hvor vi første gang hører Jesus omtalt som Kristus, bliver det slået fuldstændig fast:
Troen kommer fra Gud og Gud alene.
Alle de andre mennesker, der havde set og hørt om Jesu gerninger, de drog den konklusion, at han måtte være en eller anden form for profet. Selv et liv så vildt som Jesu, var ikke vidnesbyrd nok til at skære det ud i pap. Og det må vi, der følger ham i dag huske, når de, der så Jesus her på jorden, ikke engang formåede at se ham, som Kristus, hvor meget mindre kan vi så bebrejde de mennesker i dag, som ikke tror på ham.

Herefter går Jesus i gang med at forklare disciplene, hvad det betyder at han er Kristus. Han gør det klart, at hans mål er døden og opstandelsen fra de døde. Det vigtigste disciplene skulle forstå var dette, Jesus kom for at dø og for at genopstå. Det er meget nemt for os at slå det her væk som en selvfølge, men på den tid var det fuldstændig banebrydende: Alle Kristus-forventningerne i det jødiske folk gik på en folkehelt, som skulle befri Israel fra Romerriget og gøre Israel til den stormagt, som det var under David og Salomo.
Herefter går Jesus endnu videre i sin kamp mod de falske forventninger. ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.” De her ord er i nærheden af de mest kontroversielle ord nogensinde sagt. Vi forstår på ingen måde hvor vanvittigt det må have lydt i tilhørernes øre. Vi er før Jesu død på korset, vi er lang tid før korset er blevet et eller andet sødt smykke vi kan bruge som symbol på vores tilhørsforhold til Jesus. Korset repræsenterer samfundets værste forbrydere, korset er den ultimative ydmygelse af de mennesker, som har vist foragt for samfundet. I dag ville korset være tiltænkt folk som Hitler, Sadam Hussein, Murmar Gadaffi osv. Det er de mennesker, hvis handlinger vi ikke kan forsvare, hvor meget vi end forsøger.  Jesus kalder her tilhørerne til at acceptere at blive betragtet som samfundets fjender eller give op på at følge ham.  Det samme kald har han til os, følg mig og mist al det samfundet kan give dig, din status, din økonomi, og som vi skal se, dit liv.
”For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det.” Det bliver vel ikke mere direkte, selvom vi kan forsøge at blødgøre Jesu tale, og komme med en masse flotte udlægninger, står hans ord tilbage, hvis du forsøger at frelse dit liv mister du det. Men hvis du giver afkald på dit liv på grund af Jesus og evangeliet, skal du frelse det. Den er virkelig ikke længere, det er hverken mere eller mindre end at overgive sig til Jesus.